Indlæg

Experience Korea

Fra den 31. oktober til den 7. november 2015 deltog Invio i en studietur til Sydkorea for danske klynger, som var arrangeret af Styrelsen for Forskning og Innovation samt Innovationcenter DK i Seoul. Her kan du læse om outputtet fra turen.
03. mar 2016
Formålet med turen var at bygge bro mellem danske og koreanske klynger, vidensmiljøer og virksomheder for på den vis at så frøene til nye samarbejder mellem Danmark og Sydkorea. Sydkorea betegnes traditionelt som en af de asiatiske tigerøkonomier, som igennem mange år har haft imponerende vækstrater. Landet har udviklet sig fra at være blandt verdens fattigste i årene efter Koreakrigen i 1950’erne til i dag samfundsøkonomisk at være på niveau med et gennemsnitligt europæisk land. En udvikling, der særligt er drevet af fokus på teknologisk innovation og udvikling, hårdt arbejde (Korea har den højeste gennemsnitlige arbejdstid i OECD) samt en i stigende grad meget veluddannet befolkning. Som man har set flere indslag om i danske medier i den seneste tid, bliver uddannelse og studier prioriteret ganske hårdt. Turen var en blanding af møder med Koreanske klynger, vidensinstitutioner og så deltagelse i den årlige globale TCI-klyngekonference, der er den førende i verden med fokus på udvikling af klynger og klyngers effekt: The global practitioners network for competitiveness, clusters and innovation, som TCI præsenterer sig selv på hjemmesiden. En stor prestigiøs konference med mange hundrede deltagere. Særligt relevant for Invio’s deltagelse i turen er den aktuelle situation i Koreansk økonomi, erhvervsliv og samfund generelt. Efter det industrielt og teknologisk drevne væksteventyr beskrevet ovenfor står Sydkorea i dag i en situation, hvor væksten er stagnerende, og hvor omkringliggende asiatiske økonomier, særligt Kina, presser de sydkoreanske virksomheder på kvalitet og særligt pris. Der er derfor behov for nye ideer og nye innovationsprocesser for at bevæge den sydkoreanske økonomi yderligere fremad. Et af de instrumenter, som den forholdsvist statstyrede sydkoreanske økonomi i den forbindelse prøver at bringe i spil, er den såkaldte kreative økonomi. Kreativ økonomi – en term, der bl.a. kan tilskrives John Howkins – minder meget om den forståelse af oplevelsesøkonomi, som har været lanceret i nordeuropæisk og amerikansk kontekst af fx Joseph Pine og Jim Gilmore (Fx The Experience Economy, 1999), og Albert Boswijk (Fx Economy of Experiences, 2012) samt i en dansk kontekst Jacob Lund m.fl. i bogen Følelsesfabrikken. The Creative Economy betegner et økonomisk system, hvor menneskers kreativitet og ideer, bliver den bærende resurse bag udvikling og innovation. Der er således ikke så meget tale om en specifik sektor, som der er tale om en specifik vinkel på udvikling og innovation, som i princippet kan finde sted inden for alle typer af brancher og sektorer. Mange undersøgelser og rapporter peger på den kreative økonomi som et afgørende konkurrenceparameter i den stadigt mere globale og gennemsigtige økonomi, hvor den klassiske konkurrenceproces og global adgang til resurser løbende presser priserne på traditionelle varer og produkter nedad. Derfor har Sydkorea sat sejlene til for at udvikle den kreative økonomi i landet og øge arbejdsstyrkens kreative kompetencer og evner til at indgå i den kreative økonomi. Betegnende nok var temaet for årets TCI-konference da også Clusters in a Creative Economy. New Agendas for Companies and Policy Makers. Som et nationalt innovationsnetværk for oplevelsesøkonomi var det naturligvis interessant for Invio at høre om baggrunden for denne planlagte transformation af økonomien og erhvervsstrukturen samt de tiltag, man har sat i gang for at opnå dette. Og der er vægt bag initiativerne, når man i Sydkorea ruller nye programmer ud. Bl.a. har den Sydkoreanske regering etableret 17 såkaldte CCEIs – Center for Creative Economy and Innovation forskellige steder i landet. CCEIs er en slags start-up incubators for kreative iværksættere. De placeres typisk i tilknytning til nogen af de store industrielle konglomerater (Chaebols), såsom Samsung, LG, Hyndai, Lotte og Daewoo, der er ryggraden i den Sydkoreanske erhvervsstruktur, som så leverer resurser til de forskellige CCEI’s i form af rådgivning, sparring og bygninger mm. i et tæt samarbejde med den sydkoreanske stat og de lokale miljøer. Vi havde i forbindelse med turen fornøjelsen af at besøge Daegu Center for Creative Economy & Innovation, som er tæt knyttet til Samsungs hovedkvarter i Daegu, hvor også TCI-konferencen blev afviklet. Af yderligere besøg og inspirationer bød turen også på besøg til: - Cheil Worldwide, som er et globalt branding- og reklamebureau og tillige Samsungs primære markedsføringspartner, - Hongik University, som er et af de ledende Sydkoreanske Universiteter med fokus på design og de kreative erhverv, - Gyeongbuk Center for Creative Economy & Innovation med fokus på udvikling af turismeindustrien i Sydkorea, som arbejder på at trække flere udenlandske turister til landet, - Samsung og KIT-Kumoh National Institute of Technology – Sydkoreas største klynge for mobiltelefonudvikling og beslægtede teknologier. Selve TCI-konferencen bød på mange interessante indlæg om klyngers rolle i den kreative økonomi og mange spændende case-studier af, hvordan lokale og regionale klynger har arbejdet med den kreative økonomi i et innovationsperspektiv. Ligeledes gav konferencen naturligvis mulighed for at mødes med mangle ligesindede klynger og netværk rundt omkring i verden og herigennem udveksle erfaringer om klyngeudvikling og tage værdifulde inputs med hjem til den fortsatte udvikling af Invio. Du kan finde præsentationer og andet materiale fra TCI-konferencen på dette link: http://www.tci-network.org/tci2015