Indlæg

Stor kulinarisk succes på Oslobåden

25. aug 2011

I anledning af Copenhagen Cooking lagde DFDS Seaways i weekenden skib til en spændende kulinarisk event om bord på Oslobåden. Således inviterede rederiet på Gourmet DagsCruise med fokus på gastronomiske lækkerier fra Bornholm. Om bord var 350 passagerer, bornholmske fødevareproducenter, anerkendte kokke samt et panel af eksperter, der satte fremtidens fødevarekvalitet til debat. Arrangementet, som besøgte Oslo i denne uge, blev en stor succes med begejstrede passagerer og nye erkendelser inden for det debatterede emne.

  

I søndags den 21. august var Oslobåden vært for en kulinarisk event med fokus på smagsoplevelser fra Bornholm. Kort efter sin ankomst til København stævnede skibet ud på et knap firetimers langt Gourmet DagsCruise i Øresund. Med om bord var et stort antal fødevareproducenter fra solskinsøen samt anerkendte kokke, der tryllede ved gryderne og forkælede de 350 passagerer med diverse bornholmske lækkerier.

DFDS Seaways’ Gourmet DagsCruise indgik som en del af festivalen Copenhagen Cooking og blev udført i samarbejde med Gourmet Bornholm og Invio (Innovationsnetværk for Videnbaseret Oplevelsesøkonomi). Formålet var ikke alene at skabe opmærksomhed om Bornholm som gastronomisk destination, men i lige så høj grad at diskutere fødevarer, kvalitet, sundhed og dyrevelfærd. Derfor havde arrangørerne også inviteret et stærkt panel af debattører med om bord. Blandt dem var mesterkokken Søren Gericke, madpublicist Beagle Iuel-Brockdorff, præsidenten for Det Danske Gastronomiske Akademi, Jan Krag Jacobsen samt fødevarepolitisk medarbejder Camilla Udsen, Forbrugerrådet.

Ét af de spørgsmål, der stod på panelets dagsorden var, hvordan fremtiden tegner for gourmetprodukter, producenter og forbrugere - ikke mindst set i lyset af, at danskerne er den befolkningsgruppe i den vestlige verden, der vil betale mindst for deres fødevarer. I den forbindelse udleverede forskere fra RUC og Invio spørgeskemaer til de fremmødte passagerer, der ikke bare viste stor interesse for emnet, men også roste eventen som et kærkomment initiativ. Tilbage i København kunne arrangørerne således konkludere, at den kulinariske event om bord på Oslobåden havde været en stor succes.

Vi er yderst tilfredse med udfaldet af dette arrangement, der med Bornholm som eksempel har givet os chancen for at slå et slag for de mange kvalitetsråvarer, som produceres i Danmark. Samtidig har vi fået sat gang i en vigtig, gastronomisk debat. Diskussionerne om bord er et markant startskud for en kommende debat om innovation i hele den danske fødevarebranche”, udtaler Georg Julin fra Invio. ”Inden for de næste tre år vil vi med udgangspunkt i debatten og spørgeskemabesvarelserne arbejde meget målrettet mod at få de to parter – producenter og forbrugere – tættere på hinanden i fremtidens fødevareinnovation”, fortsætter Georg Julin, der netop er hjemvendt fra Norge. Således rejste han søndag aften videre sammen med holdet af bornholmske producenter med DFDS Seaways’ skib til Oslo for at promovere Bornholm om bord på Oslobåden over for madjournalister i den norske hovedstad.

Også værten DFDS Seaways udtrykte stor tilfredshed med arrangementet. ”Selvom det er første gang, at vi har et sådan arrangement i forbindelse med et DagsCruise, er det lykkedes os at trække flere hundrede mennesker om bord på et tidspunkt, hvor skibet normalt ligger i havn”, siger Kim Heiberg, Country Manager for DFDS Seaways i Danmark og Sverige. ”Passagererne har været meget begejstrede, og der skal ikke herske nogen tvivl om, at vi gerne gentager succesen næste år, hvor vi håber at kunne inddrage flere regioner eller hele landet”, slutter han.

For mere information om DFDS Seaways besøg www.dfds.dk.

Yderligere information om Gourmet Bornholm og inViO findes på www.gourmetbornholm.dk