Indlæg

Nyt netværk af turistførere skal skabe sammenhold

Invio støtter udvikling af et netværk for entreprenante turistførere og guider, for at skabe fælleskab og sammenhold. Netværket mødes 3 gange årligt til faglig sparring og inspirationsarrangementer, hvor de går i kødet med nye trends i turismen.

25. jun 2019 Af Liv Reese

I forlængelse af INUT-projektets arbejde med at samle og videreuddanne entreprenante aktører i turismen, har Invio og Roskilde Universitet gået med ind i kampen for at opretholde et netværk for de turistførere, som var en del af INUT og andre interesserede turistførere. Tanken er at skabe events, hvor netværket kan blive styrket og deltagerne har mulighed for at udvikle sig sammen og hver for sig. Vi holder derfor nogle events med forskellige temaer, hvor én event er allerede eksekveret, og to er i pipeline.

På vores første netværksmøde d. 27. februar 2019 var temaet: Nye trends i turismen. Vi stillede skarpt på trends blandt deltagerne i TourismX og generelle strømninger i turismen – både i Danmark og internationalt. Vi zoomer ind på stedsfortællinger, kommer med bud på hvilke elementer en mindeværdig oplevelse indeholder, og dykker ned i den digitale guide ”Know your’ bro” skabt af Motes, som skal give turister og besøgende i København mulighed for at opleve det lokale liv i brokvartererne.

Trends i turismen

Det kommende arrangement bliver 17. september 2019, hvor vi har inviteret Dorte Kiilerich, tidligere adm. dir. for VisitDenmark, VisitNordsjælland og brandingdirektør for VisitNorway til at tale om forretningsudvikling. Derudover har vi inviteret Department of Unusual Certanties (DoUC) til at lave en workshop med netværket for at nå frem til et fælles formål for turistførernetværket. Vi skal finde ud af hvad vi kan bruge hinanden til og hvad netværket skal kunne. Vi skal bl.a. finde et navn til dette netværk.

Vi glæder os til at følge netværket.