Indlæg

Konferencen ”Dansk Turisme – Reconnected” viste nye innovative veje til samarbejde i turismebranchen

Hotel- og Restaurantskolen i København lagde spændende rammer til konferencen om dansk turismes fremtid tirsdag den 17. november, hvor 110 deltagere fra turismebranchen var samlet om temaerne "lokale fødevarer", “den digitale fremtid” og "marked Danmark”.

27. nov 2015
Downloads

Oplægsholdere som bl.a. livsstilsekspert Niels Folmann, formand for Det Digitale Turisme Danmark, Janne Grønkjær Henriksen og marketingekspert Joakim Ditlev gav inspirerende indsigt i de udfordringer og muligheder, som hele branchen står overfor. Via særskilte sessioner uddybede virksomheder og organisationer yderligere de perspektiver, som man på tværs af branchen - i et tættere samarbejde - skal tage stilling til i den kommende tid.

Samarbejde er vejen frem

På konferencen blev det tydeligt, at fremtidig udvikling og vækst for den enkelte virksomhed, destination og Danmark sker gennem samarbejde og erfaringsudveksling på tværs af landet. Både i forhold til at udnytte potentialet omkring lokale råvarer, de digitale muligheder målrettet ’den tavse rejsende’ samt mulighederne for i fællesskab at tiltrække flere danske gæster.

Forud for konferencen havde Danske Destinationer, INVIO og Dansk Kyst- & Naturturisme ydermere indbudt Hotel- og Restaurantskolen til et innovativt konferencesamarbejde for bl.a. at sætte fokus på lokale fødevarer. Et område, som specielt denne uddannelsesinstitution prioriterer højt. Samarbejdet blev en realitet, og skolens receptionist-, tjener- og kokkeelever bidrog derfor aktivt i konferencens afvikling til stor fornøjelse for både deltagere og elever.

Samarbejde er vejen frem inden for dansk turisme.

Med venlig hilsen og på gensyn i HELE Danmark

… og følg med på www.danskedestinationer.dk, hvor præsentationer fra dagen løbende vil blive uploadet.

Se et sammenkog af dagens budskaber i følgende YouTube-video: https://www.youtube.com/watch?v=bnQ52_HwMoQ