Indlæg

Digitale oplevelser på stedet. Her. Nu.

11. apr 2012

Mobiletelefoner - og oftest en smartphone af slagsen - er nu så udbredte i USA, at telefonerne radikalt ændrer hvordan og hvornår folk bruger internettet, og dermed ændres også hvor pengene investeres, når der skal kastes penge efter nye digitale services, skriver New York Times.

Den skrivebordsbaserede computer har i årtier været omdrejningspunkt for hverdagens brug af computere, men sådan er det ikke mere. Brugere har computeren med sig hele tiden - i form af telefonen. Det betyder, at mange udbydere af webbaserede tjenester springer udvikling af en hjemmeside over, og i stedet tænker i applikationer (også kaldet en 'app'). De små skræddersyede programmer bruges via telefonen og giver adgang til en række tjenester: fra facebook, til beliggenheden af det nærmeste pizzaria, til en fotobaseret rundtur på en af seværdighederne på UNESCOs liste over verdens natur- eller kulturarv.

En af de nye tendenser som den udbredte brug af telefonbaseret internetadgang medfører, er et voksende 'app'-marked for tjenester der gør det muligt for brugere at dele oplysninger om dem selv i samme øjeblik, som oplevelsen foregår. At vise hvor man er, hvad man laver og hvem man er sammen med - gerne ledsaget af billeder og lokationsbestemt information - bliver en integreret del af oplevelsen af steder, kulturelle seværdigheder og hverdagslivet som sådan. Det ændrer den måde, man er tilstede på i sociale situationer og fysiske omgivelser, og giver dermed også mulighed for udvikling af  nye digitale ydelser. Instagram er et eksempel på en sådan ny digital ydelse: en applikation som muliggør øjeblikkelig deling af fotos.

Læs mere:

Instagram: http://instagram.com/

New York Times artikel om at Instagram app'en er købt for 1 milliard amerikanske dollars af facebook: http://www.nytimes.com/2012/04/11/technology/instagram-deal-is-billion-dollar-move-toward-cellphone-from-pc.html?_r=1