Besøg af Eventyrlaboratoriet

Onsdag den 21 februar åbnede Aalborg Universitet dørene op for årets første onsdagsforelæsning, hvor der var besøg af Klaus Sommer Paulsen fra AdventureLAB.

Klaus Sommer Paulsen, der er stifter af det århusianske oplevelses-studio AdventureLAB, har en lang tradition indenfor storytelling og konceptudvikling i oplevelsesbrancherne. Han har dedikeret sit arbejde til fortællingerne og særligt de tematiserede fortællinger i både temaparker, attraktioner, detailhandel m.m.

Til årets første onsdagsforelæsning på Aalborg Universitet, der var arrangeret af studienævnet for Kommunikation og Digitale Medier og Invio, var det også de tematiserede fortællinger, som var i fokus. Klaus Sommer Paulsen påpegede, at et tema er en form for simulering, der er i stand til at projicere publikum til en anden tid, verden eller kultur, som kræver et fundament af historier eller myter, der giver mening for gæsterne. Derved er temaet kernen, alle steder, hvor der er tale om et oplevelsesdesign til en temapark, restaurant, hotel osv.

Hans pointe var, at oplevelsesdesign er gået ’beyond the screen’, i og med, at en tematiseret fortælling ikke blot kan fokusere på, hvad der sker på en skærm, men bliver nødt til at omslutte de omkringliggende faktorer – såsom den fysiske oplevelse af et sted.

Heraf påpegede han også forskellen på en forlystelsespark og en temapark. En forlystelsespark har intet gennemgående tema, men har fokus på rutsjebaner, adrenalin etc. Et eksempel herhjemme kan være Fårup Sommerland, hvor rutsjebanerne er midtpunktet. En temapark har derimod et gennemgående tema, eller områder der er tematiserede, som hænger sammen med et overordnet tema. Eksempler på denne typer parker er Disney World, The Wizarding World of Harry Potter eller den kristendomsbaserede Holy Land Experience.

Se mere om temaparkerne her:

https://disneyworld.disney.go.com/

https://www.universalorlando.com/web/en/us/universal-orlando-resort/the-wizarding-world-of-harry-potter/hub/index.html

https://holylandexperience.com/

Klaus Sommer Paulsen fortalte afslutningsvist om, at gæsternes rolle har ændret sig. De er ikke længere blot passive, når de besøger et oplevelsesfunderet sted, men har i høj grad lyst til at være deltagende, medskabende og interagerende med stedet. Hertil bliver man som designer nødt til at spørge sig selv: ”Hvad skal publikums rolle være?”.

I ovenstående video, der blev lavet i forbindelse med Invios Videnbro-projekt, kan du høre Klaus Sommer Paulsen fortælle nærmere om sit arbejde og hvordan teknologi kan anvendes i oplevelsesbrancherne.