User-driven Creative Academy 2016

User-driven Creative Academy (U-CrAc) er en 3-ugers forskningsbaseret workshop, hvor studerende samarbejder med nordjyske virksomheder og organisationer om at skabe brugerdreven innovation og fornyet værdi for virksomhedens brugere. Dette års U-CrAc blev afsluttet den 23. september med en konference, hvor de studerende pitchede deres koncepter og løsninger for virksomhederne, forskere og andre publikummer. Konferencen er kulminationen på 3 ugers hårdt arbejde fra de studerende, hvor de studerende blandt andet har undersøgt, hvorledes oplevelser og services kan gå op i en højere enhed. Derefter arbejder de med at udvikle konkrete koncepter i samarbejde med virksomhederne. I denne video kan du se interviews med nogle af de deltagende virksomheder. Hør blandt andet, hvorfor de deltog i U-CrAc, og hvilken værdi de studerende har skabt for virksomhederne.